Ankelskade | Det her er simple ting du skal vide…

Ankelskade: Sådan behandler du effektivt skaden

Vi har alle prøvet at forvride eller forstuve foden, og kan nok godt blive enige om, at det gør ondt. Størstedelen af alle ankelskader opstår enten, fordi man træder forkert eller lander forkert i en hurtig vridning, i løb eller ved spring. Selvom der ikke sker en alvorlig ledbåndsskade eller et knoglebrud, kan det være meget ubehageligt og tage flere uger før både irritation og smerter har fortaget sig.

En ankelskade behøver ikke kun at opstå som følge af udøvelse af idræt eller sport. Det kan også ske i et spring fra sofaen eller stolen derhjemme eller på den ugentlige løbetur. Hvis ikke ankelskaden bliver behandlet korrekt og får ro, kan det give løshed i ledbåndene. I artiklen her gennemgår vi både symptomer på en ankelskade, ligesom vi giver råd til, hvordan du bedst behandler skaden.

ankelskade

Hvad er en akut ankelskade?

Ankelskader er en af de mest hyppige skader, der forekommer ved udøvelse af idræt og fysisk aktivitet. Faktisk er ankelskader så hyppige, at de udgør hele 10% af skadestuernes akutte skader.

For at vide hvad en akut ankelskade er, er det vigtigt at forstå, hvad ankelleddet består af. Et ankelled består således af to led, som gør det muligt både at bøje, vride og rotere leddet. Leddet bliver sammen med muskulaturen stabiliseret af ledbånd på både ydersiden og indersiden af anklen.

Når en akut ankelskade opstår, sker der som oftest det, at man træder forkert. Når det sker, bliver foden vredet indad, hvorved der kommer et stort stræk på ledbåndene på ydersiden af anklen.

Der kan også ske det, at foden bliver vredet udad og opad, så der sker en forvridning på indersiden af anklen. Det sker dog mere sjældent.

Hvis du har en ankelskade, er det derfor med al sandsynlighed ydersiden af anklen, du har forvredet.

Hvad er symptomerne på en ankelskade?

Når der sker en forvridning af ankelleddet, er du som regel ikke i tvivl, da smerterne er ret store som følge af en delvis eller komplet overrivning af ledbåndet. Når det sker, vil du opleve, at der i den akutte fase vil være en voldsom hævelse, da der sker en akut blødning. Når anklen er skadet, vil du også opleve smerter lokalt i foden, selvom du holder den helt i ro, ligesom du vil have en trykkende fornemmelse i foden.

Smerterne, som følge af overrivningen, kan være så voldsomme, at du enten knapt nok kan gå på foden eller slet ikke er i stand til det. Når den akutte smerte har fortaget sig, vil du senere kunne mærke, at dit fodled ikke er stabilt. I sådan en situation er det fornuftigt at søge læge for at få den nærmere undersøgt.

 

Ankelskade

 

Det sker dog kun i de færreste tilfælde. Langt de fleste forvridninger og ankelskader er ikke så voldsomme og kan lindres på stedet, ligesom du godt kan støtte på den uden alt for store smerter.

Hvordan behandler man en ankelskade?

Når det kommer til behandling af en akut skade, som en forvridning jo er, er det vigtigt at udføre akut skadesbehandling så hurtigt som muligt for at mindske skadens omfang. En god ide er derfor at følge det, der hedder RICEM-principperne, som du får en uddybning af herunder.

Rest – hold dig i ro

Det første led i RICEM-principperne er, at du så vidt muligt skal holde foden helt i ro. Det er nok noget, langt de fleste vil gøre per automatik, når de kan mærke, at noget er helt galt med anklen og hverken kan støtte eller gå på den.

Men, hvis forvridningen ikke synes så slem, og man derfor er i tvivl om, hvorvidt den er forstuvet eller ej, kan man uden at tænke over det fortsætte den fysiske aktivitet med en stor hævelse som konsekvens.

Hold dig derfor i ro, når du kan mærke, at alt ikke er normalt i anklen.

Ice – noget koldt på anklen

Det næste led i principperne er, at du skal finde isen frem for at lindre smerterne. Læg aldrig isen direkte på anklen, da det kan give forfrysninger på huden. Læg derfor et viskestykke eller andet tyndere stykke stof imellem isen og din ankel. Hav det maks på i 20 minutter ad gangen og gentag det cirka hver 3.-4. time.

Compression – Et tryk på anklen

Isen er vigtig, men lige så vigtigt er det at få lagt et passende og fast tryk på anklen for at minimere hævelsen. Det skal gerne gøres hurtigst muligt – særligt ved større forvridninger da blod øjeblikkeligt siver ud fra de iturevne blodkar. Et elastikbind er rigtig godt til dette. Hvis foden begynder at snurre, er det bundet for stramt op.

Elevation – få foden op

Når du har fulgt de ovenstående principper, er det tid til at ligge på sofaen eller i sengen med foden op over hjertehøjde. Det forebygger både hævelse, men er også med til at lindre smerten i anklen, da blodtrykket i området falder, hvilket får risikoen for, at der siver meget blod ud til blodkarrene til at blive begrænset.

Mobilisation – Bevæg og brug foden

Endeligt er der bevægelsesdelen – også kaldet for mobilisering – som indebærer, at det skadede væv i ankelleddet skal bevæges og bruges, så snart dine smerter tillader det. For jo før du både sætter ind med behandling og mobilisering, jo kortere bliver dit skadesforløb, ligesom det forebygger andre skader på længere sigt.

Sådan genoptræner du anklen

Når det værste smerte og hævelse har fortaget sig, er det allerede tid til så småt at begynde at genoptræne anklen. Du skal dog kun bevæge anklen inden for smertegrænsen. Start derfor dagen efter eller et par dage efter skaden skete at vippe foden frem og tilbage i de retninger, det er muligt.

Når det ikke længere gør ondt, bør du hurtigst muligt begynde at lægge vægt på anklen. Det skal selvfølgelig ske uden smerter – men den må godt være øm. Herfra kan du selv stille og roligt begynde at øge vægtøgningen og gå nogle skridt, som du løbende øger, indtil du kan gå mere eller mindre uden smerter eller ømhed. Herfra kan du efter behov eller lyst starte op med løbetræning eller jogging.

Hvor lang tid det tager at genoptræne anklen afhænger selvfølgelig af, hvor stor skaden er. For en større ankelskade tager naturligvis længere tid end en mindre ankelskade.

Vi hjælper dig ved gener

Hvis du oplever problemer eller gener under genoptræningen af anklen, eller du ikke oplever den store forbedring, tilbyder Biomekanikerne gennem fysioterapi hjælp til genoptræning og forebyggelse af ankelskader. Vi har highend udstyr til det og kan få dig hurtigt tilbage i gear igen. Kontakt os gerne – så får vi dig hurtigt i gang igen med din sport eller dit arbejde.